Af Christine Roederer
Hvis der er noget, som Spider-Man: No Way Home (2021) har bevist, så er det, at Spider-Man-historierne stadig kan noget. Bare se, hvordan den kære Peter Parker stadig formår at fastsætte sig som en af de mere betydningsfulde karakterer i superheltegenren. Som den seneste Sony-producerede Marvel-film har Morbius (2022) altså nogle store sko at udfylde.
Morbius introducerer videnskabsmanden Michael Morbius (Jared Leto), der hele livet har kæmpet med en kronisk blodsygdom. Den giver ham svage muskler, så kroppen ikke kan følge med den kloge hjerne. Det er kun grundet en daglig blodtransfusion, at han har overlevet så længe, som han har.
Hans bedste ven, Milo (Matt Smith), der lider af samme sygdom, bakker ham op omkring hans forskning, der arbejder hen mod at finde en kur.
Derfor ender Morbius i en sydamerikansk regnskov, hvor han indfanger vampyrflagermus. Måske kan de små væsener hjælpe ham med at gøre det af med blodsygdommen. Men der går ikke længe, før Morbius tager skridtet fra dyreforsøg til eksperimenter med mennesker.
Men Morbius har et gennemgående problem, der overskygger alt andet: den ved på intet tidspunkt, hvilken slags film, den vil være. Skal den være en superheltefilm, som Marvel-logoet antyder, eller skal det være en vampyrfilm, som emnet lægger op til? Filmen er hverken det ene eller det anden.
Denne splittelse forpurrer alt. Man har for eksempel fjernet alt, hvad der hedder blod. Når Morbius flår levende mennesker i småstykker, uden at der efterlades nogle blodige spor, er det svært at se, hvor monstrøs han åbenbart er blevet.
Computergrafikken, der forvandler Jared Letos’ ansigt til det monstrøse vampyrvæsen, er for grotesk til, at man kan tage den alvorligt. I sin søgen efter et realistisk udtryk er Sony landet pladask i det absurde.
End ikke de dygtige skuespillere, der burde bære filmen, kan redde et manuskript, der ikke giver mening. Plottet peger i alle mulige retninger. Handler det om, at Michael Morbius skal finde sig selv som person eller som vampyr? Eller handler det om at overvinde en sygdom? Man får hverken svar på det ene eller det andet, og så er det svært at levere en overbevisende skuespilpræstation.
Der er heller intet at hente fra bipersonerne, såsom FBI-agenterne Simon Stroud (Tyrese Gibson) og Agent Rodriguez (Al Madrigal), når de prøver at trække et grin ud af seeren. De skal efterforske Morbius efter hans transformation, men man føler desværre aldrig rigtig, at de udøver en reel trussel for ham, da de ingen vigtighed får i den overordnede historie.
Vittighederne, som man kender dem fra mere vellykkede Marvel-film, er her så platte, at de aldrig får den ønskede effekt.Tværtimod. Man griner af vittighederne, ikke med dem.
Morbius kunne have været et blandingsprodukt af, hvad en superhelte- og en vampyrfilm anno 2022 kunne være, men den får ikke trådene til at hænge sammen. Ingen af blandingerne smager godt, og den efterlader en bitter smag i munden.
Spider-Man (2017-) filmene kaster en enorm skygge over alle Marvel-film, Sony producerer. Det er endnu sværere for Morbius at træde ud af den skygge, når fortællingen er så skidt stykket sammen, som den der.
I sidste ende er det publikum, det går ud over. For vi har fået frarøvet os en slagkraftig vampyrhelte-cocktail.
Kommentarer